Når man før 1916 skulle begive sig på langfart fra Mariager til handelsbyen Randers, kunne man tage dagvognen. Den gik 3 gange om ugen, mandag, onsdag og lørdag. Om vejene ikke var alt for opblødte, nåede man halvvejen, de 11 km. til Hvidsten kro, på 1 ½ time. Her gjorde man holdt, så passagererne kunne få lejlighed til at strække benene og få en lille forfriskning - og hestene kom i rejsestald. Hændte det, at himmel og jord ind imellem teede sig så besværlig, at kusken anså den hele hjemtur for u-la-sig-gørlig, så gjorde man ophold ved kroen og indlogerede sig for natten.
De danske kroer blev oprettet efter kongelig befaling. Landet var efterhånden blevet forbundet med landeveje mellem byerne. Allerede under dronning Margrete d. 1. kom der i 1396 en forordning om, at der skulle bygges en kro for hver 4. mil.
Den afstand fandt man imidlertid for stor, hvorfor man i 1500 tallet lavede en ny forordning om en afstand på kun 2 a 3 mil mellem kroerne. Af de tal kan man hurtigt regne ud, at det var en langsommelig sag at færdes på vore landeveje. Dengang havde man ikke brug for fartbegrænsninger; der var naturlige muligheder for at forhindre enhver form for hastværk.
En lærd professor skriver i 1800 tallet: » - at de danske landeveje har 3 dimensioner - nemlig også dybden!« I en anden beretning står: » - Hestene gå i ler til knæene og vognene til hjulnavene, ja, på adskillige steder skal endog ingen bund kunne nåes! «
Digterpræsten St. St. Blicher, som boede i nabosognet til Hvidsten, beretter i sine erindringer, at han er væltet 34 gange med sin vogn på de ufremkommelige veje. Det var altså veje af et udseende, vi ikke finder mage til selv på den mest afsides bivej i dag.
Der var et stort og naturligt behov for bedesteder til de rejsende, hvor man for en billig betaling kunne spise, dr«ikke og sove. Af det kgl. privilegie fremgik, at det var »under forbrydelse og videre straf for uberettiget næringsbrug ,dersom man beværtede den lokale befolkning. Det var en passus, som har voldt sine besværligheder, idet der kun måtte ske brændevinsbrænding på de priviligerede kroer. Det var ikke gunstige tider for Holbergs Jeppe og andre tørstige sjæle, som var hjemmehørende i nærheden af en kro.
De ældste bygningsdele på Hvidsten kro stammer tilbage til Chr. d. 4.’s tid - fra 1634. Man kan studse over, at det traditionelle naboskab mellem kirke og kro ikke stemmer her. Kroen ligger næsten lige langt fra kirkerne i Gassum og Spentrup; men den har ligget ved en kirke, i landsbyen Hald, dengang den gamle Mariagervej passerede dér forbi. Da en ny, mere direkte vej føring blev lavet, flyttede man kroen til Hvidsten. Det hedder sig, at præsten og kromanden havde et alvorligt sammenstød, som var medvirkende til, at man holdt flyttedag. Det var i 1790.
Der hørte landbrug til kroen, og det gør der stadigvæk. Det var ikke nogen lukrativ forretning at være gæstgiver. Egnen var fattig, rejselivet begrænset. Der kunne gå dage, hvor omsætningen indskrænkede sig til et par kopper kaffe. Ikke mærkeligt, at man kan notere sig mange skiftende ejere - helt indtil 1884, da Fiil slægten kom til.
