Recepten

Det gik fremad for kroen, besøgstallet steg. Den initiativrige hotelejer Mathiesen fra Hotel Randers og dagbladet Politiken fandt på at lave julerejser i det jyske. Heri skulle indgå et besøg på en gammel kro - og man fik en aftale med Hvidsten. Ved den lej lighed blev »Recepten« serveret for første gang - ganske vist på paptallerkener. Man havde ikke service nok. Gæsterne troede, man benyttede pap i de rigtig gode gamle dage på de gamle kroer.

»Recepten« har sin egen historie. På et spørgsmål, om det er en læge, som har sat sit navn under, svarer Gudrun: » - Jo, det er det rigtignok - den er netop blevet til ved kyndig lægehjælp! Marius tilkaldte vor læge, og sammen med ham sad vi ude i skænkestuen en hel aften og regnede på »Recepten«, til vi havde den færdig - både retterne og rækkefølgen blev valgt. Mange forslag og kombinationer vraget, efter nøje prøvelse mellem ganens og fordøjelsens rimelige krav.« Recepten blev en succes og har været det lige siden.

Klik her: »Recepten« og se hvad »Recepten« består af.

Kroen trak folk til huse, takket være en god kombination af en særpræget kromand - som elskede at se glade mennesker om sig - og en Gudrun i køkkenet, som forstod sig på det kulinariske - og som havde forstand på kredit og debit i regnskabsbogen.

På en sommersøndag i slutningen af 30erne var det ikke usædvanligt, at der ankom mellem 800 og 1000 gæster. En sådan travl søndag, da over 1000 mennesker var blevet beværtet på kroen, stod Marius frem og sagde: » - Nu har vi altså kun meloner og tomater tilbage, så nu må I nøjes med det«

I samme travle periode, hvor man op til en højtid havde indtegnet så mange bestillinger, som kroen kunne rumme, havde man overset yderligere en anmeldelse på 50 gæster. Da det gik op for Gudrun udbrød hun fortvivlet: » - Hvor skal vi dog have dem?« - hvortil Marius svarede:

» - Det gø it noe - vi bygger baer en stue til!«

Som sagt så gjort: - 14 dage efter stod den lille havesal fiks og færdig.

   
  skilt
 
Bordbestilling
8647 7022
  Hvidsten Kro  ♦  Mariagervej 450, Hvidsten  ♥  8981 Spentrup  ♣  Telefon 8647 7022