En byggesag gik i fisk for Marius - men fik til gengæld en så landsdækkende omtale i aviserne, at kroen - om den ikke var det før - blev kendt i det ganske land.
Der opstod en strid mellem provst og kromand. Der skete det, at en ladebygning til Blichers gamle præstegård brændte, og menighedsrådet besluttede ikke at genopføre laden. Marius bød på tomten på grund af det megen bindingsværk, som han agtede at bruge til et vandrehjem i krohaven. Og han blev hurtig enig med menighedsrådet, og handelen blev forseglet med handslag; det er på jysk lige så bindende som en skriftlig aftale. Men så fik et par missionske medlemmer af rådet samvittighedskvaler og henvendte sig til provsten. Så rullede sagen - helt op til kirkeministeriet. Der udspandt sig en skarp ordveksling i avisernes spalter, hvor bl.a. provsten skrev i Kristelig Dagblad:
» - Jeg ser sådan på det, at det er højst usmageligt, at en kroejer skal bruge Blichers og Spentrups præstegårds navn i reklameøjemed til et vandrehjem, der bruges i forbindelse med en kro, som har ret til udskænkning af spirituøse drikke. Det er for meget fidusmageri, synes jeg.«
Udgangen på provstens indgriben nærmede sig det tragikomiske - bindingsværket var lige ved at havne som hegnspæle og brændsel hos et af menighedsrådets medlemmer. I sidste øjeblik nåede man at redde en del til et »veldædigt formål«: - et klubhus på sportspladsen i Spentrup. Pietetshensynet var sket fyldest. Den smukkeste bygning, Marius fik rejst, var huset til datteren Tulle, da hun blev gift i 1939. Det ligger lidt syd for kroen. Han havde planer om at bygge huse til samtlige sine 5 børn - men skæbnen ville det anderledes.
