I 1893 fik de sønnen Marius. Han voksede op til at blive det originale menneske, som kom til at præge kroen mere end nogen af de tidligere ejere. Han kunne godt forlige sig med faderens mådehold, når det gjaldt stærke drikke - han rørte aldrig selv spiritus - men han kunne ikke rigtig forlige sig med, at mådeholdet også gjaldt forandringer af selve krobygningen. Den havde Marius lyst til at ændre på. Han var interesseret i den gamle bonde-kultur på egnen, optaget af Blicher, af det ærkejyske, af det nationale.
I 1917 blev han gift med Gudrun, som stammede fra Snejbjerg ved Herning, hvor forældrene havde et beskedent gårdbrug. Her var nøjsomheden så stor, at børneflokken hvert forår, når solen kom tilstrækkelig højt på himlen, måtte aflevere strømperne og gå i bare ben for ikke at slide unødig på sokkerne. Filuren Marius ville også gerne berette om sin »personlige nøjsomhed «. Det skete i en sølvbryllupstale: » - Men først og sidst en tak til Gudrun, tak fordi du sagde ja i telefonen og sagde det så hurtigt, at jeg kun behøvede at betale for 3 minutter!«
I 1925 døde »Kro Line« og Gudrun og Marius flyttede ind på kroen. De havde indtil da ernæret sig ved at Marius havde en cykleforretning - og at Gudrun gik sin svigermoder til hånde. Den gamle kromand så med stigende bekymring på alle de initiativer, sønnen tog fat på. Det passede ham ikke rigtig. »Nu har Line og jeg kunnet leve i vor tid på det lidet, som landevejen bringer os ind ad døren, så kan I det vel også!! « - sagde faderen.
Leve af det? - det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Marius måtte supplere med en postrute, som indbragte ham 5 kr. om dagen. Han begyndte nu for alvor at samle på antikviteter. En ven af ham siger: » - Han havde ikke forstand på penge - ikke når det drejede sig om at drive forretning - men han havde forstand på at handle - men administrere penge? - nej!
Han var meget, meget lun. Folk han handlede med, blev altid i godt humør, når de talte med ham. Og når det var nogen, han ikke kunne li så gik han bare. Han var aldrig uægte.«
Når han handlede og man forlangte en større pris, end han fandt var rimelig, var hans stående omkvæd:- Ja, Gudrun hår no it giw mæ mier mæ end di her,« - og så dykkede han ned i sin åbenstående vest og fandt en ensom daler frem. Og med et stort smil og til gensidig tilfredshed blev handelen afsluttet.
Gudrun fortæller om hans færden: » - Han var altid på farten efter gamle ting. Han var en strejfernatur ligesom Blicher og Kai Munk. Han fortabte sig i nuet og glemte, at jeg ikke anede, hvor han var; men han var sådan lidt sylret, sygelig, så jeg var bange, når han var ude. Mange aftener har jeg ligget og ventet på ham, søvnløs, når han var borte. Men når jeg hørte ham bumpe ind over gårdspladsen med sin cykel, vendte jeg mig om og sov. Det gik aldrig op for ham, hvor bange jeg var. Forresten tror jeg ikke, der er mange ægtepar, der har vekslet så få onde ord som Marius og jeg.«
Der kom gamle ting i hus. På en herregård i Himmerland købte han et kasseret egetræsparketgulv og benyttede det som vægbeklædning i »Lillestuen«. En himmelseng erhvervede han hos sognerråds formanden i Tånum, et renæssancepanel af en sjælden skønhed købte han på en gård, som stod til tvangsaktion i Udbyneder, paneler og blyindfattede ruder ind til flere rum erhvervede han på den gamle Discontobank bank i Randers. Og fra den gamle, nedlagte jødiske kirke i Randers købte han kirkebænkene. Og han købte kobberting, kander, skåle og alskens husgeråd i et antal, så den gamle far var ved at fortvivle - lange piber i et stort antal - og en enkelt gammel tromme.
