Der skete det, at 4 gårde på egnen nedbrændte, og da de skulle genopføres dukkede der en frisk tømmersvend op ved navn Peder Fiil. Han kom for skade at forelske sig i en rig gårdmandsdatter, men den unge Peder passede ikke lige ind i gårdmandens drøm om den ideelle svigersøn. En aften sad det unge par på heden bag en høj og drøftede deres fortvivlede situation. Tilfældig stod Blicher på den anden side af højen og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Han grundede over situationen, og tilbød de to unge, at de på et nærmere bestemt tidspunkt kunne møde op på præstegården i Spentrup, så ville han i al hemmelighed vie dem til mand og kone.
Dagen kom! De mødte op i deres pæneste stad støj. Imidlertid var hendes far vågnet op af middagssøvnen og anede uråd. Han styrtede i raseri op til præstegården og nåede døren ligesom Blicher skulle til at tage afsked med de nygifte.
»A forbyder!! « - råbte faderen, hvortil Blicher roligt svarede: » - De to er nu mand og kone. « Modsat de fleste Blicher fortællinger fik historien en lykkelig udgang: » - Kærligheden bøjede ham - som mand og kone modtog han dem på sin gård. «
Da det unge par fik sønnen Niels, og han kom til skelsår og alder, købte de Hvidsten kro til ham i 1884. Han giftede sig med Nicoline, og parrets navne lød i almindelig tiltale »Kro Peder« og »Kro Line«. Det var et nøjsomt og flittigt par, som følte det som en pligt at medvirke til at højne moralen på egnen. Deres valgsprog var: »Alting med måde! «
En handelsrejsende fortæller, hvordan han en aften overværede, at støjende markedsbønder kom halvfulde hjem fra Randers og agtede sig ind på kroen for at få »den sidste olie.«
»Nu kommer de fulde hjem til Maren og Karen og Sissel, og a får skylden« - sagde den gamle kromand bittert. Men den sag tog »Kro Line« sig nu af, da de dukkede op i krostuen. Selv den mest velstående og indflydelsesrige gårdmand formåede ikke at rokke ved Lines opfattelse af, hvor mådeholdets grænse lå. Den var overskreden. Der kom ingen skænk på bordet.
Man efterlevede i bogstaveligste forstand det kongelige privilegie, som var blevet udstedt til »Kro Peder« i 1884 - og som endnu hænger synlig fremme på kroen. Selv var »Kro Peder« afholdsmand.
